Hej og velkommen til min blog! Jeg er Stine og blogger om lidt af hvert. I dag starter jeg en helt ny blog og den skal handle om aber. Yes! Fordi jeg bare elsker aber og alle deres fjollede udtryk og alt det sjov de laver. Det kan du høre om på min første blog Fordi jeg elsker aber.

Først lidt om mig. Jeg er vaskeægte Københavner. Født og opvokset på Nørrebro, og kan ikke overtales til at tage udenfor søerne. Med én undtagelse – for at besøge aberne i Zoologisk Have. Jeg bor i en gammel lejlighed hvor vi havde bad i køkkenet og toilet på gangen. Okay, det var da jeg var lille. Siden da har vi fået nyt badeværelse lige som så mange andre her på Nørrebro.

Jeg er 16 år, går på gymnasium og er en typisk teenager. Jeg elsker at danse, at hænge ud med mine venner, og undgå mine forældre. København er en fed by og jeg det er jo åbenbart tjekket at bo her, også selv om her er lidt for mange turister om sommeren, og også selv om jeg synes det er lidt over-hypet. Altså det regner jo lige så meget i København som i andre dele af Danmark.

Ved siden af skolen går jeg til sang og dans. Min mor er kunstner og sangerinde. Min far har et helt normalt job på et eller andet dødssygt kontor. Min mor er en dygtig sangerinde, men har ikke så mange jobs som hun en gang havde, så hun er tit derhjemme. Det er lidt irriterende – undskyld mor, hvis du læser det her, jeg synes stadig du synger godt.Du er en sej dame.

Min bedste veninde hedder Anja, og hende kommer du til at høre mere om. Anja og jeg gør alting sammen. Vi læser lektier sammen, vi laver mad, vi tager til fester og vi hænger meget ud hos Anja som bor lige i nærheden. Men Anja forstår ikke helt det der med aber, så der er vi lige lidt uenige en gang imellem.

Jeg har også en ældre bror, han kan være hamrende irriterende, men også helt hjælpsom når det gælder.  Som for eksempel når der er irriterende drenge eller lektier hvor jeg har brug for hjælp. Men, jeg har lovet min bror ikke at skrive mere om ham, så det er alt.

Nu glæder jeg mig til at berette om aber. Håber du vil læse med.

Hyg dig nu!

Hej fra Stine.